Familien Sahls historie fortsat
Et drømmehus med rum til personlige præg og godt naboskab
I maj kigger de på drømmehuset i Spentrup første gang, og i juli afleverer flyttevognen det sidste læs og familien Sahl starter et nyt kapitel som husejere. Lejligheden i Aarhus er udskiftet med en drømmevilla med mere plads, mere fællesskab og mere natur i dagligdagen. Muligheden for at sætte sit eget præg på boligen fuldender boligdrømmen for familien. Med iver og lyst er parrets bolig gjort indflytningsklar på rekordtid. ”Vi malede, malede og malede. Det var lige før, at vi pustede på malingen for at nedbringe tørretiden. Det var så fedt,” fortæller Andreas. Allerede under renoveringen mærker de det gode naboskab. En aften ringer det på døren – en ny nabo hilser på med et stykke hjemmebagt jordbærtærte.
Familieliv i balance – rum til det hele
Andreas og Idas flyttebeslutning har kredset om parrets små børn Alfred og Ludvig. Derfor har beliggenhed spillet en afgørende rolle for at sikre balancen mellem arbejde og familieliv. Ida arbejder i Aarhus kun 35 minutter fra drømmehuset, og Andreas har hele landet som sin arbejdsplads, når han som selvstændig bryllupsfotograf foreviger kærligheden. Med en kompromisløs holdning til at skabe sig et liv med rum og overskud prioriterer familien luft i økonomien: ”Huskøb skal ikke være en økonomisk byrde, men bidrage til frihed i en nærende omgivelser,” fortæller Ida.
Det gode liv og fællesskab
Men hvorfor lige Spentrup? Familien Sahl fortæller, at Spentrup leverer på alle de parametre, der sikrer det gode familieliv og nære fællesskaber. ”Det er en lille by med en stor skole. Der er dagligvarebutikker, og der flytter hele tiden nye børnefamilier til byen. I Spentrup støtter vi op om lokalsamfundet – det summer af liv, initiativ og hjælpsomhed,” fortæller Andreas. Trods Corona, afspritning og afstand har parret allerede etableret venskaber med andre par gennem børnene. ”Vi har fået gode venner og legeaftaler, trods Corona. Hvis det er sådan under Corona, så bliver det da virkelig dejligt, når det åbner op,” fortæller Ida.
Seneste kommentarer